Mozarts historie
Mozart-historie gennem Bents fortælling
Bent var født i 1952 og voksede op i Mozart nr. 36 og var indtil sin død en af de længst-boende i Mozart.
Bents forældres hus lå oprindeligt i haveforeningen Ny Østengård, som lå ved den nuværende Folehaven lige efter krydset Gl. Køge landevej. Der skulle bygges etageejendomme her og beboerne blev sagt op, men de blev anvist et område, hvor de kunne flytte deres hus til. Så omkring 1948-49 ankom huset på en blokvogn til Mozart sammen med en del andre huse fra samme kolonihave.
Huset var ca. 30m2 og bestod af et værelse, stue og køkken. Her boede Bent med sin far og mor og to ældre søskende. Først omkring 1961 blev der bygget et ekstra værelse og et badeværelse.
Der var ikke el i husene dengang. Midt i 50’erne blev der sat lysmaster op, men ikke alle havde råd til at tilslutte sig masten. Bent husker, at hans far gik rundt med en cigarkasse og indkasserede penge efterhånden som be- boerne fik råd til el.
Bent var bydreng hos købmanden nogle år og kørte varer ud på en Long John fortrinsvis til sejlforeningerne, Frederikshøj og så selvfølgelig i Mozart. Bent kunne køre med 2 gasflasker á 33 kg. Og en kasse øl rummede 50 flasker. Tungt arbejde for en halvstor knægt.
Bent husker særlig én købmand, nemlig købmand Andersen, som havde nærmest Mads Skjern-status i foreningen. Han var meget magtfuld og kunne ordne alt muligt for folk. Hans butik var en rigtig blandet landhan- del og hvad han ikke havde i varesortimentet, kunne han bestille hjem. Købmand Andersen var også den første i foreningen, som fik telefon og man kunne for 25 øre få lov at låne den.
I weekenden solgte Andersen øl fra ishuset ved siden af butikken ( hvor der nu er container) hvad der var strengt forbudt. Han blev jævnligt knaldet af nogle beboere og anmeldt til politiet – én gang var det nabo Bech som, i raseri over at skulle stå i kø for at få sine øl, meldte Andersen. Men det skete så tit, at politiet til sidst ikke gad reagere.
Bent husker et billede der hang i Andersens butik med ordene:
I drikker mig til hus og hjem.
2 tykke bådebyggere – Faber og Christensens bådbyggeri i Bådhavnsgade – skulle dagligt have bragt 12 tuborg og 13 hof. ”12! 13!”, råbte Andersen bare og så fór Bent afsted på sin Long John. Han skulle levere øllerne i et skab ved hver deres plads kravlende ned under bordet. Så kunne Faber og Christensen lige overkomme at række hånden ned efter en bajer.
Også Lorterenden fik bragt varer ud af Bent. Folk der boede her kunne kun få fødevarer og dåsemad på klods – ikke øl! Dårlige betalere og megen elendighed.
Haakon og håndgranaten
Haakon, en pensioneret havnearbejder, boede i nr. 65 i et hus i to etager, som han selv havde bygget af ”28.000 mursten, tyvstjålet hver eneste en”, som han selv beskrev det. Han lyttede flittigt med på politiradioen og fulgte godt med i, hvem der boede hvor, bankede på hos Havebyens folk – især de enlige mødre – satte sig til rette og snakkede om løst og fast, imens han røg den ene grønne Cecil efter den anden.
Han var også glad for katte (havde utallige katte selv) og cyklede tit ned i havnen med en portion havregrød i cykelkurven, som han fodrede de hjemløse, vilde katte med.
En vinter, hvor vejene i Havebyen var isglatte, væltede Haakon på sin cykel, kom til skade og måtte indlægges på Hvidovre Hospital. Efter et par dage på hospitalet manglede han noget at ryge på (dengang var der rygeområder på hospitalerne) og han ringede til mig og bad mig komme med et par pakker grønne Cecil. Jeg fandt afdelingen og vandrede ned ad den lange gang, hvor patienterne sad i deres hvide hospitalstøj og sludrede sammen, men hvor var Haakon? Jeg vendte om og endnu en tur for at få øje på ham. Endelige var der en, jeg fik øjenkontakt med, en, der smilede finurligt til mig….. Haakon så ren og fin. Hans ansigt var uden de mørke furer, hans hår var hvidt og den høje tynde mand i det hvide tøj sad der og smilede over hele hovedet, sådan havde jeg aldrig set ham før! Han fortalte begejstret, hvordan han var blevet vasket, skuret og skrubbet fra top til tå af to skønne sygeplejersker. Sikke en glæde, som blev endnu større, da han fik noget at ryge på.
Mens Haakon var indlagt, tog nogle driftige naboer fat, de ville lægge vand ind i Haakons hus, han havde kun en vandpost uden for huset. Der blev arbejdet og muget kattelort ud, men midt i det hele var der en, der fik øje på en håndgranat!!! ”Hvad gør man, vi ringer til politiet…” som kom og lukkede indgangsvejen til havebyen med rød-hvide plastikstrimler. Det var sent på eftermiddagen, og de, der kom i bil, måtte efterlade den og bevise over for en betjent, at de boede i havebyen. Hvis der var én håndgranat, kunne man sagtens forestille sig, at der gemte sig mere af samme slags inde i huset. Men politiet fandt ikke mere, Haakon kom hjem og blev rent ud sagt ”pissesur over at nogen” havde lagt vand ind i hans hus – og hvor var hans håndgranat??? For det sidste, han ville gøre inden han gik bort, var at kaste håndgranaten i hovedet på sin genbo – ”polakken” – som han var i evig krig med.
Det hele endte dog i fred og fordragelighed, Haakon nåede ikke at skaffe sig en ny håndgranat, han gik bort, hans utallige katte kom på kattehjem, Øresundsbroen blev vedtaget, Mozarts-buen blev anlagt, hvilket betød at polakkens hus blev eksproprieret og måtte rives ned, og han selv flyttede ud til mere fredelige omgivelser syd for Roskilde.
Fortalt af Helena i nr. 60
Her er Haakon med hunden og hans dødsfjende Polakken
