Indfald og brudstykker af en slidt hukommelse i kronologisk eller kaotisk rækkefølge.
Vinter var det i et hjørne af Havebyen Mozart. Fra dengang i forrige århundrede, hvor vejene havde karakter og egne navne.
Spyt-og papskuret på F-gangen no 11 var blevet solgt for en pakke Eiffel og en bukseknap- og det var mange penge dengang i 1971.
De ”gamle” – hvoraf nogle havde været her siden 48 – var en blandet gruppe af ufaglærte, håndværkere, småhandlende, et par skuespillere, 4 kommunister, med garanti også et par lommetyve og et par anakronister fra Dansk Folkedanserpartis Ungdom. En enkelt medicinstuderende, en lommepsykolog, et luksuriøst udbud af vognmænd og et befriende lavt antal DJØF´er.
De to nye tilflyttere kom fra meget forskellige kår. Hannen – den ældre, med 5 år – var vokset op i krigens skygge, på rationeringsmærker, under trange kår på Vesterbro, og kendte trods ung alder nok til livets hårde sider, med hårde vintre på stenbroen, hvor man skulle vare sig for ikke, at blive trådt ned af elgeflokkene, der var vandret over isen, mens den kvindelige parthaver, med halvasiatiske aner (Polen), kom fra mere luksuriøse forhold på Frederiksberg, med kloakering, klaver, træk og slip og råd til både kaffe og spejlæg om søndagen.
Trods en vældig mængde omstillingsparathed (der en passant slet ikke eksisterede på den tid), kunne hun, som i gode øjeblikke lød navnet Lene ikke forliges med tanken om, at forrette på et bræt over en spand, der enten kunne afleveres til ”natmændene” eller som nogle af de tidligere ejere havde for vane: tømme den i et hul i haven, hvor der i øvrigt nu 45 år senere stadig vokser frodigere græs end noget andet sted.
Nå tilbage til uforligeligheden: ”Man” havde ikke lyst til at flytte ind før at en anden en – som altid adlød når der blev råbt: John, havde gravet gennem permafrosten og etableret en sivebrønd med tilhørende lavtskylstoilet und alles.
Med sår på knæ og knoer kunne den stolte bygherre så 1. december 1971 bære sin unge næsten uskyldighed over dørtærsklen til det meget lille hjem, under stående ovationer fra skuespillerparret ved siden af og arbejdsmanden og den hjemmegående genbo.
Der sad de så i skæret fra nogle lys, som de havde fundet på Vestre Kirkegård, og nød en humpel brød der var blevet til overs hos den mere etablerede bror, der boede i no. 5 på samme gang, mens de lagde planer for fremtiden. Begge noget tyngede ved tanken om hvor alle pengene til havelejen skulle komme fra. 100 kr. hvert kvartal skulle der falde. Lidt dyrt ville nogle måske mene, men her skal man betænke, at ud over de tidligere nævnte natmænds honorering, dækkede det ikke uanseelige beløb også vand, vejvedligeholdelse og lys på samme – altså ikke vedligeholdelse, men vej- til eventuelle Oh Danmark krakilere- og almindelig skraldemandsbetaling.
Som det ses af nedenstående dokumentation, lykkedes det – oven i købet uden den senere ikke så sjældent påførte bøde for sen betaling, på 5 Kroner.
Vi priste os også lykkelige over, at vi havde fået læst ”Love og vedtægter for Havebyen Mozart” – specielt paragraf 6. Det kunne være gået helt galt.
Nå, men hyggeligt var det og hvis vi svøbte os i de efterladte gulvtæpper og krøb sammen foran ovnen, som havde fået en skovfuld kul vi havde fundet i kulskuret i baghaven kunne vi lige netop holde istapperne fra næsen. Desværre opdagede vi, næste morgen, at det nymonterede lavt-skyls måtte være en mandagsversion, idet det viste sig at det ikke var i stand til at modstå de sølle minus ti grader, der var udenfor, og for den sags skyld også i det meste af resten af huset. En god portion 37 grader morgenurin, klarede problemet, i hvert tilfælde så langt, at man kunne komme til at skylle ud ved hjælp af en spand.
En rum tid gik det godt, lige ind til nattetemperaturen faldt til minus 12. Så frøs nemlig vandrørene til.
Det viste sig, at vores nyerhvervede univers var en skal bestående af 2 sæt ¾” pudsede brædder og et mellemrum på 100mm atmosfærisk luft. Stillestående luft isolerer – min fod (For de uforstående en fordansket angelsaksisme)
Det blev en lang vinter. Temperaturen blev holdt over 0 ved hjælp af kul, som nogle entreprenante guttermænd havde til fals for et rimeligt beløb (15 kr. for en hektoliter). Efter sigende var de blevet til overs ved en levering andetsteds, i hver tilfælde var de forvarmede. Vandrørene blev klaret med Lenes hårtørrer. Ak ja – der var vintre dengang, så det kunne vaske sig. Det med at vaske sig foregik i øvrigt på etagemaner i køkkenet efter en tø-tur med hårtørreren.
Min interesse for at gå til forelæsning, steg markant – det var en smuk oplevelse, at falde i søvn i et dejligt lunt auditorium. Lene måtte arbejde sig til varmen ved, at vaske gullerne på Bavnehøj Skole. Hun var ung og ku´ ta´ det.
Den trælsom vinter gik sin gang og pludselig så verden helt anderledes tilforladelig ud. Fuglekvidder lød gennem, de tynde vægge og vandet vendte tilbage i rørene og lykkefornemmelsen ville ingen ende tage.
Her i retrospektroskopets klare lys kan man selvfølgelig ærgre sig over, at Det Indiske Net, med et akronym, der er længere end det det forkorter, hvilket ikke var forudset af Einstein i den almene relativitetsteori: www og dermed Flitter, Twitter, Snap-something og Pandoras Book, endnu ikke var fundet på, så man kunne have snappet et par selfies og delt morgenurineringen i det fri med resten af verden.
I mens kunne man stå og betragte slottet og i sit stille sind ærgre sig over, at man ikke havde fået en førstefødt endnu, så man kunne ha´ udbrudt: ”En dag vil alt dette blive dit min søn”, med fare for, at blive strøget mod de sidste hår af Ulla Dahlerup, som på det tidspunkt havde sat sine spor i samfundsdebatten.
Det pikant farvede hus i baggrunden er nu beboet af tilflytterne Bo og Lene.
Som man kan fornemme på billedet er vi allerede i gang med en gennemgribende restaurering.
De lumre auditorier trak ikke mere så meget. Man havde fået eget sømbælte og det var ikke uden en god portion stolthed, at det blev båret – også når der ikke var grund til det.
Der var ikke overdrevent mange midler, at købe materialer for, så heldigt var det, at der få meter borte var en jernhandel – Jern Karl – på hjørnet af fragtvej og stikvejen til Mozart- længe inden vi blev brofaste med de gamle besiddelser i Skåne. Her kunne jeg gi´ en hånd med at splitte køleskabe og når heldet smilede bredt – kummefrysere – ad. ( Jeg har en affinitet for indskudte bisætninger og yderst fri kommatering ). Jern Karl beholdt metallet og vi isoleringen.
Fru Fortuna var vældigt på stikkerne den sommer, for beklædningsbrædderne havde været brugt til forskalling på Enghave Plads skole og blev erhvervet for en kasse øl – inklusive fragt naturligvis. Sådan kunne det også være – den gang før oliekrisen.
