Historierne fra Mozart
Bents fortælling
Bent var født i 1952 og vokset op i Mozart nr. 36 og måtte efterhånden være en af de længst-boende i Mozart.
Bents forældres hus lå oprindeligt i haveforeningen Ny Østengård, som lå ved den nuværende Folehaven lige efter krydset Gl. Køge landevej. Der skulle bygges etageejendomme her og beboerne blev sagt op, men de blev anvist et område, hvor de kunne flytte deres hus til. Så omkring 1948-49 ankom huset på en blokvogn til Mozart sammen med en del andre huse fra samme kolonihave.
Huset var ca. 30m2 og bestod af et værelse, stue og køkken. Her boede Bent med sin far og mor og to ældre søskende. Først omkring 1961 blev der bygget et ekstra værelse og et badeværelse.
Der var ikke el i husene dengang. Midt i 50’erne blev der sat lysmaster op, men ikke alle havde råd til at tilslutte sig masten. Bent husker, at hans far gik rundt med en cigarkasse og indkasserede penge efterhånden som beboerne fik råd til el.
Bent var bydreng hos købmanden nogle år og kørte varer ud på en Long John fortrinsvis til sejlforeningerne, Frederikshøj og så selvfølgelig i Mozart. Bent kunne køre med 2 gasflasker á 33 kg. Og en kasse øl rummede 50 flasker. Tungt arbejde for en halvstor knægt.
Bent husker særlig én købmand, nemlig købmand Andersen, som havde nærmest Mads Skjern-status i foreningen. Han var meget magtfuld og kunne ordne alt muligt for folk. Hans butik var en rigtig blandet landhandel og hvad han ikke havde i varesortimentet, kunne han bestille hjem. Købmand Andersen var også den første i foreningen, som fik telefon og man kunne for 25 øre få lov at låne den.
I weekenden solgte Andersen øl fra ishuset ved siden af butikken ( hvor der nu er container) hvad der var strengt forbudt. Han blev jævnligt knaldet af nogle beboere og anmeldt til politiet – én gang var det nabo Bech som, i raseri over at skulle stå i kø for at få sine øl, meldte Andersen. Men det skete så tit, at politiet til sidst ikke gad reagere.
Bent husker et billede der hang i Andersens butik med ordene:
I drikker mig til hus og hjem.
2 tykke bådebyggere – Faber og Christensens bådbyggeri i Bådhavnsgade – skulle dagligt have bragt 12 tuborg og 13 hof. ”12! 13!”, råbte Andersen bare og så fór Bent afsted på sin Long John. Han skulle levere øllerne i et skab ved hver deres plads kravlende ned under bordet. Så kunne Faber og Christensen lige overkomme at række hånden ned efter en bajer.
Også Lorterenden fik bragt varer ud af Bent. Folk der boede her kunne kun få fødevarer og dåsemad på klods – ikke øl! Dårlige betalere og megen elendighed.
Bent husker, at Lorterenden kun havde 1 fælles postkasse og i området omkring den, lå et bjerg af uåbnede rudekuverter.
En gang om ugen kom isvognen – der var ikke køleskabe. En kæmpe stor isblok blev på en krog løftet op på ryggen af ismanden og båret ind i butikkens isskab. Det var en fest for Mozarts unger, der stod klar til at spise alle de nedfaldne isstumper fra blokken.
I 50’erne gik vandet helt ind til Mozart. Omkring 10 meter fra nr. 37 (Hanne Frø) gik en skrænt ned til vandet. Her smed man sit affald ned – jord, brokker, grene og sommetider en madras og et gammelt gulvtæppe. Bent måtte ikke lege ved vandet for sin far og mor men om vinteren løb alle ungerne på skøjter der.
Haakon og håndgranaten
(fortalt af Helena i nr.60)
Haakon, en pensioneret havnearbejder, boede i nr. 65 i et hus i to etager, som han selv havde bygget af ”28.000 mursten, tyvstjålet hver eneste en”, som han selv beskrev det. Han lyttede flittigt med på politiradioen og fulgte godt med i, hvem der boede hvor, bankede på hos Havebyens folk – især de enlige mødre – satte sig til rette og snakkede om løst og fast, men han røg den ene grønne Cecil efter den anden.
Han var også glad for katte (havde utallige katte selv) og cyklede tit ned i havnen med en portion havregrød i cykelkurven, som han fodrede de hjemløse, vilde katte med.
En vinter, hvor vejene i Havebyen var isglatte, væltede Haakon på sin cykel, kom til skade og måtte indlægges på Hvidovre Hospital. Efter et par dage på hospitalet manglede han noget at ryge på (dengang var der rygeområder på hospitalerne) og han ringede til mig og bad mig komme med et par pakker grønne Cecil.
Jeg fandt afdelingen og vandrede ned ad den lange gang, hvor patienterne sad i deres hvide hospitalstøj og sludrede sammen, men hvor var Haakon? Jeg vendte om og endnu en tur for at få øje på ham. Endelige var der en, jeg fik øjenkontakt med, en, der smilede finurligt til mig….. Haakon så ren og fin. Hans ansigt var uden de mørke furer, hans hår var hvidt og den høje tynde mand i det hvide tøj sad der og smilede over hele hovedet, sådan havde jeg aldrig set ham før! Han fortalte begejstret, hvordan han var blevet vasket, skuret og skrubbet fra top til tå af to skønne sygeplejersker. Sikke en glæde, som blev endnu større, da han fik noget at ryge på.
Mens Haakon var indlagt, tog nogle driftige naboer fat, de ville lægge vand ind i Haakons hus, han havde kun en vandpost uden for huset. Der blev arbejdet og muget kattelort ud, men midt i det hele var der en, der fik øje på en håndgranat!!! ”Hvad gør man, vi ringer til politiet…” som kom og lukkede indgangsvejen til havebyen med rød-hvide plastikstrimler. Det var sent på eftermiddagen, og de, der kom i bil, måtte efterlade den og bevise over for en betjent, at de boede i havebyen. Hvis der var én håndgranat, kunne man sagtens forestille sig, at der gemte sig mere af samme slags inde i huset. Men politiet fandt ikke mere, Haakon kom hjem og blev rent ud sagt ”pissesur over at nogen” havde lagt vand ind i hans hus – og hvor var hans håndgranat??? For det sidste, han ville gøre inden han gik bort, var at kaste håndgranaten i hovedet på sin genbo – ”polakken” – som han var i evig krig med.
Det hele endte dog i fred og fordragelighed, Haakon nåede ikke at skaffe sig en ny håndgranat, han gik bort, hans utallige katte kom på kattehjem, Øresundsbroen blev vedtaget, Mozarts-buen blev anlagt, hvilket betød at polakkens hus blev eksproprieret og måtte rives ned, og han selv flyttede ud til mere fredelige omgivelser syd for Roskilde.
Mozartminder fortalt af John
Indfald og brudstykker af en slidt hukommelse i kronologisk eller kaotisk rækkefølge.
Vinter var det i et hjørne af Havebyen Mozart. Fra dengang i forrige århundrede, hvor vejene havde karakter og egne navne.
Spyt-og papskuret på F-gangen no 11 var blevet solgt for en pakke Eiffel og en bukseknap- og det var mange penge dengang i 1971.
De ”gamle” – hvoraf nogle havde været her siden 48 – var en blandet gruppe af ufaglærte, håndværkere, småhandlende, et par skuespillere, 4 kommunister, med garanti også et par lommetyve og et par anakronister fra Dansk Folkedanserpartis Ungdom. En enkelt medicinstuderende, en lommepsykolog, et luksuriøst udbud af vognmænd og et befriende lavt antal DJØF´er.
De to nye tilflyttere kom fra meget forskellige kår. Hannen – den ældre, med 5 år – var vokset op i krigens skygge, på rationeringsmærker, under trange kår på Vesterbro, og kendte trods ung alder nok til livets hårde sider, med hårde vintre på stenbroen, hvor man skulle vare sig for ikke, at blive trådt ned af elgeflokkene, der var vandret over isen, mens den kvindelige parthaver, med halvasiatiske aner (Polen), kom fra mere luksuriøse forhold på Frederiksberg, med kloakering, klaver, træk og slip og råd til både kaffe og spejlæg om søndagen.
Trods en vældig mængde omstillingsparathed (der en passant slet ikke eksisterede på den tid), kunne hun, som i gode øjeblikke lød navnet Lene ikke forliges med tanken om, at forrette på et bræt over en spand, der enten kunne afleveres til ”natmændene” eller som nogle af de tidligere ejere havde for vane: tømme den i et hul i haven, hvor der i øvrigt nu 45 år senere stadig vokser frodigere græs end noget andet sted.
Nå tilbage til uforligeligheden: ”Man” havde ikke lyst til at flytte ind før at en anden en – som altid adlød når der blev råbt: John, havde gravet gennem permafrosten og etableret en sivebrønd med tilhørende lavtskylstoilet und alles.
Med sår på knæ og knoer kunne den stolte bygherre så 1. december 1971 bære sin unge næsten uskyldighed over dørtærsklen til det meget lille hjem, under stående ovationer fra skuespillerparret ved siden af og arbejdsmanden og den hjemmegående genbo.
Der sad de så i skæret fra nogle lys, som de havde fundet på Vestre Kirkegård, og nød en humpel brød der var blevet til overs hos den mere etablerede bror, der boede i no. 5 på samme gang, mens de lagde planer for fremtiden. Begge noget tyngede ved tanken om hvor alle pengene til havelejen skulle komme fra. 100 kr. hvert kvartal skulle der falde. Lidt dyrt ville nogle måske mene, men her skal man betænke, at ud over de tidligere nævnte natmænds honorering, dækkede det ikke uanseelige beløb også vand, vejvedligeholdelse og lys på samme – altså ikke vedligeholdelse, men vej- til eventuelle Oh Danmark krakilere- og almindelig skraldemandsbetaling.
Som det ses af nedenstående dokumentation, lykkedes det – oven i købet uden den senere ikke så sjældent påførte bøde for sen betaling, på 5 Kroner.
Vi priste os også lykkelige over, at vi havde fået læst ”Love og vedtægter for Havebyen Mozart” – specielt paragraf 6. Det kunne være gået helt galt.
Nå, men hyggeligt var det og hvis vi svøbte os i de efterladte gulvtæpper og krøb sammen foran ovnen, som havde fået en skovfuld kul vi havde fundet i kulskuret i baghaven kunne vi lige netop holde istapperne fra næsen. Desværre opdagede vi, næste morgen, at det nymonterede lavt-skyls måtte være en mandagsversion, idet det viste sig at det ikke var i stand til at modstå de sølle minus ti grader, der var udenfor, og for den sags skyld også i det meste af resten af huset. En god portion 37 grader morgenurin, klarede problemet, i hvert tilfælde så langt, at man kunne komme til at skylle ud ved hjælp af en spand.
En rum tid gik det godt, lige ind til nattetemperaturen faldt til minus 12. Så frøs nemlig vandrørene til.
Det viste sig, at vores nyerhvervede univers var en skal bestående af 2 sæt ¾” pudsede brædder og et mellemrum på 100mm atmosfærisk luft. Stillestående luft isolerer – min fod (For de uforstående en fordansket angelsaksisme)
Det blev en lang vinter. Temperaturen blev holdt over 0 ved hjælp af kul, som nogle entreprenante guttermænd havde til fals for et rimeligt beløb (15 kr. for en hektoliter). Efter sigende var de blevet til overs ved en levering andetsteds, i hver tilfælde var de forvarmede. Vandrørene blev klaret med Lenes hårtørrer. Ak ja – der var vintre dengang, så det kunne vaske sig. Det med at vaske sig foregik i øvrigt på etagemaner i køkkenet efter en tø-tur med hårtørreren.
Min interesse for at gå til forelæsning, steg markant – det var en smuk oplevelse, at falde i søvn i et dejligt lunt auditorium. Lene måtte arbejde sig til varmen ved, at vaske gullerne på Bavnehøj Skole. Hun var ung og ku´ ta´ det.
Den trælsom vinter gik sin gang og pludselig så verden helt anderledes tilforladelig ud. Fuglekvidder lød gennem, de tynde vægge og vandet vendte tilbage i rørene og lykkefornemmelsen ville ingen ende tage.
Her i retrospektroskopets klare lys kan man selvfølgelig ærgre sig over, at Det Indiske Net, med et akronym, der er længere end det det forkorter, hvilket ikke var forudset af Einstein i den almene relativitetsteori: www og dermed Flitter, Twitter, Snap-something og Pandoras Book, endnu ikke var fundet på, så man kunne have snappet et par selfies og delt morgenurineringen i det fri med resten af verden.
I mens kunne man stå og betragte slottet og i sit stille sind ærgre sig over, at man ikke havde fået en førstefødt endnu, så man kunne ha´ udbrudt: ”En dag vil alt dette blive dit min søn”, med fare for, at blive strøget mod de sidste hår af Ulla Dahlerup, som på det tidspunkt havde sat sine spor i samfundsdebatten.
Det pikant farvede hus i baggrunden er nu beboet af tilflytterne Bo og Lene.
Som man kan fornemme på billedet er vi allerede i gang med en gennemgribende restaurering.
De lumre auditorier trak ikke mere så meget. Man havde fået eget sømbælte og det var ikke uden en god portion stolthed, at det blev båret – også når der ikke var grund til det.
Der var ikke overdrevent mange midler, at købe materialer for, så heldigt var det, at der få meter borte var en jernhandel – Jern Karl – på hjørnet af fragtvej og stikvejen til Mozart- længe inden vi blev brofaste med de gamle besiddelser i Skåne. Her kunne jeg gi´ en hånd med at splitte køleskabe og når heldet smilede bredt – kummefrysere – ad. ( Jeg har en affinitet for indskudte bisætninger og yderst fri kommatering ). Jern Karl beholdt metallet og vi isoleringen.
Fru Fortuna var vældigt på stikkerne den sommer, for beklædningsbrædderne havde været brugt til forskalling på Enghave Plads skole og blev erhvervet for en kasse øl – inklusive fragt naturligvis. Sådan kunne det også være – den gang før oliekrisen.
Havebyens historie gennem Mogens’ fortælling
Havebyen Mozart blev grundlagt i 1948. En del af husene og beboerne blev flyttet fra nedlagte kolonihaver i Valby. Området så meget anderledes ud dengang. Tippen eksisterede ikke men vandet gik helt ind til Fragtvej dvs. der hvor Tippen starter i dag.
Mogens, der bor i nr. 33 (C-gangen), har haft sin gang i Mozart siden 1959, hvor hans far flyttede herud. Det var et meget fattigt område. Husene var selvbyggede af gamle paller og fiskekasser eller muret op af sten, som man fandt i området. En del havde kun trægulv i stue og køkken og lerstampede gulve i resten af huset. Isoleringen kunne bestå af aviser eller gamle tæpper. Der var lokummer, som blev tømt i haverne. Aldrig siden har porrerne stået så flot! Det var først i 70’erne at folk begyndte at få sivebrønde og septiktanke.
Det var gør-det-selv-folket, der flyttede herud og byggede deres huse af de forhåndenværende materialer. Det har været et barskt liv. Kolde og fugtige huse. Området blev af det omgivende samfund ikke anset for egnet beboelse for almindelige mennesker og det var ikke et sted, alle havde lyst at bevæge sig ind i efter mørkets frembrud.
Mogens købte huset af sin far i 1972 for 12.000 kr. Og som altid og lige siden har man, hver gang et hus er solgt i Mozart, været rystet over priserne. Ligeså med havelejen. I 1972 var havelejen 125,- kr. i kvartalet. Da den senere steg til 100 kr. om måneden, lød der et ramaskrig over de helt urimelige priser. Mogens regnede kun med at bo her et par år, indtil han fik råd til en ordentlig bolig.
Mogens boede de første år sammen med sin gamle legekammerat fra nabohuset, Jørgen. De røg meget hash og blev efterhånden områdets pushere – overtaget efter Allan der boede på F-gangen. Mogens’ hus var i nogle år tilholdssted for et større rygende slæng. Her strakte ambitionsniveauet sig til, hvem der kunne arrangere den fedeste tjald. Pludselig en dag stoppede Mogens op midt i tågerne og opdagede, hvad han havde gang i og han smed alle vennerne ud. Ingen naboer tog notits af ulovlighederne i Mogens’ hus, der foregik jo så meget i haveforeningen. Det gjorde de til gengæld, da han senere blev kommunist og medlem af DKU. Det brød man sig ikke om!
Der var gang i Havebyen dengang. Mogens husker festerne i det gamle klubhus med sprut og dans og ballade udenfor. Når slagsbrødrene var skilt ad, endte det som regel med forbrødring. Forslåede og i deres iturevede tøj, festede de videre og kævede bajere og var dagens mandfolk. Også på generalforsamlinger blev nogle beslutninger afgjort udenfor klubhuset af hårdtslående argumenter. Kedeligt var det bestemt ikke! Mogens husker også foreningens årlige andespil som noget særligt. En tradition vi måske skulle tage op igen, da spillet dukkede op under tømningen af det gamle klubhus. Bingo!
Mogens fik styr på sit liv. Tog en uddannelse som ingeniør og var aktiv bl.a. i lokalrådet og i Mozarts bestyrelse. Nina mødte han i DKU. Et mindre slagsmål mellem nogle ubudne gæster ved en fest endte i en større politiaktion med skovvogne, glammende hunde og knipler. Mogens sprang i ly bag en folkevogn. Dér sad Nina…… Sød musik opstod…. Det blev til to børn Sonja og Viktor, der nu er flyttet hjemmefra.
Mogens endte med at blive boende i Mozart og som mange andre har han bygget på sit hus gennem hele perioden. Det er kun et par år siden, at de sidste brædder fra de gamle skure blev udskiftet.
Sonja 1986
Nina har fået et søm i foden og Mogens suger giften ud.
Nina og Ole synger
Lokum, sivbrønd, kloak
I 60’erne havde mange stadig das. Man kunne få hentet spanden af kommunens natrenovation og få en ny spand, men det kostede penge, så mange slog spanden ned i haven i stedet.
Senere installerede beoerne vandkloset/træk og slip, som løb ud i en sivebrønd på grunden. Først i 1999 blev afløbsvand fra køkken og toilet led ud i den nyanlagte kloak.
Mogens tømmer lokumsspand – engang i 60’erne
Ole graver sivbrønd 1992